Restauranter i Las Vegas

I får her et overblik over de spisesteder, der skiller sig ud fra mængden, så I kan huske tilbage på Las Vegas som byen, der forkælede jeres smagsløg.

0
434
Planet Hollywood på The Strip

Kulinariske oplevelser: Las Vegas har det hele. Det gælder også på den gastronomiske front. De velkendte amerikanske fastfoodrestauranter findes naturligvis overalt i byen, men I kan også nyde et mere velsmagende måltid på de mange finere spisesteder.

Et stjernespækket madmekka

I har rig mulighed for at få et stjernemåltid, når I besøger Las Vegas. Byen er proppet med kulinariske oplevelser i verdensklasse og har flere Michelinstjerner pr. kvadratmeter end de store gastronomiske metropoler.

Går I derfor op i mad med liv og sjæl, og har I plads i rejseøkonomien til at smide en god slat efter et måltid, er Joël Robuchon på MGM stedet at spise. Med tre Michelinstjerner drysset over sig er det Las Vegas’ dyreste restaurant. Prøv den anerkendte franske kok Joël Robuchons udsøgte retter, hvis I vil have kulinarisk oplevelse, som jeres mave husker resten af livet.

På restauranten Top of the World, får I ikke bare serveret god mad. I kan samtidig nyde synet ud over den lysende by i knap 350 meters højde. Den roterende restaurant gør det desuden muligt at se spillebyen fra alle mulige sider, mens den røde bøf fortæres.

Fastfood på den fede måde

Hvis I i flere uger har levet af burgere i stribevis fra USA’s mange fastfood-kæder, er det nok ikke lige dét, der får tænderne til at løbe i vand. Ikke desto mindre byder Las Vegas, udover de traditionelle fastfood-menuer, på mange gourmetvarianter.

Prøv for eksempel Gordon Ramsay BurGR, der med ægte amerikansk stemning ligger som Planet Hollywood-casinoets forlængede arm. Den britiske stjernekok tager udgangspunkt i traditionelle burgere, men giver dem et skævt og velsmagende twist med fokus på de friske, rene råvarer.

Alverdens køkkener

Ned langs The Strip bugner det af restauranter, der serverer smagfuld mad fra de fleste verdenskøkkener. Har I en forkærlighed for italiensk mad er Andiamo Italian Steakhouse og Sinatra begge restauranter, der forkæler jer med italienske specialiteter. Og er nogen i rejseflokken vegetarer, har begge restauranter vegetarvenlige, veganske og glutenfri retter på menukortet.

Er I derimod mere til spanske specialiteter, serverer Julian Serrano Tapas og La Cave Wine and Food Hideaway udsøgte tapasmenuer, som I kan nyde i timevis i lyshavet fra de mange reklamesøjler og neonskilte på The Strip.

Der er altså noget for enhver smag, så det gælder bare om at lade maven tale og finde frem til jeres favoritkøkken.

Hør, hvad andre mener

Når I skal finde frem til mindeværdige madoplevelser, kan det være en god idé at søge efter erfaringer andre steder. Her er Tripadvisor.dk et meget brugbart redskab til at finde frem til de bedste restauranter. Las Vegas har tusindvis af turister hvert år, og på siden anmelder brugerne forskellige restauranter, så I kan danne jer et billede af, hvilke steder der er værd at besøge, og hvilke I skal holde jer langt væk fra.

Det er en god måde at få et praj om de bedste restauranter. Men brug det kun som guideline – en del af at rejse er nemlig også at danne sig sine egne indtryk uden at have forudindtagede holdninger til et sted. Gå derfor på opdagelse, og følg jeres mavefornemmelse, når I skal finde nye spisesteder, som I har lyst til at prøve af.

Måske er I heldige, måske er I ikke – men det er også en del af rejseoplevelsen. Overraskelsesmomentet, når I spændt sidder og venter på, at tjeneren bringer jeres mad, og I kan foretage den endelige gastronomiske dom.

SHARE
Previous articleHoteller i Las Vegas
Next articleBilleje i Las Vegas
Redaktør på USA-guiden.dk

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here